Irans udenrigspolitik: Ideologi og pragmatisme i den Islamiske Republik

I denne rapport undersøges træk af henholdsvis ideologisk og pragmatisk motivation i Irans udenrigspolitik, for derved at kunne vurdere hvorvidt Iran er en rationel udenrigspolitisk aktør. Der arbejdes ud fra en rationalitetsforståelse med udgangspunkt i landets historiske, kulturelle og geopolitiske kontekst. Rapporten falder i to dele: Først en forståelsesramme, hvor Irans geopolitiske placering, den politiske opbygning, landets udenrigspolitik siden revolutionen og det nuværende politiske landskab opridses. Dernæst en analysedel, hvor tre udenrigspolitiske eksempler - Irans rolle i Israel-Palæstina-konflikten, krigene i Irak og Afghanistan og atomspørgsmålet - belyses ud fra en sondring mellem ideologiske og pragmatiske motiver. Det fastslås, at Iran siden revolutionen - og i særdeleshed siden Khomeinis død - har vist sig som en rationel, pragmatisk udenrigspolitisk aktør, selvom retoriske udfald fra dele af landets ledelse indimellem har peget i en anden retning. Især i årene efter præsidentvalget i 1997 viste Den Islamiske Republik tegn på at være moden til politiske og sociale reformer, og en spirende bedring i forholdet til Vesten fandt sted. Efter Bush-administrationens Iran som del af Ondskabens Akse i 2003, vendte denne udvikling imidlertid brat, og et flertal af konservative hard-linere præger nu iransk politik. Det fastslås i den forbindelse endvidere, at økonomiske sanktioner og trusler om militær intervention fra Vesten rettet imod Iran - for at påvirke landets inden- og udenrigspolitik - således ikke har virket efter hensigten, idet disse har isoleret og radikaliseret Den Islamiske Republiks ledelse yderligere. Det foreslås, at dialog mellem Iran og Vesten - især USA - kan vise sig at være en forudsætning for politisk stabilitet i Mellemøsten. En sådan dialog har syntes umulig, mens George W. Bush og Mahmoud Ahmadinejad har beklædt de to landes præsidentposter. Med en nyvalgt - tilsyneladende dialogsøgende - præsident i USA og med et iransk præsidentvalg forestående i 2009 vil det vise sig, om en sådan udvikling realiseres.