Kommunale offentlige private partnerskaber: Regulering i skyggen af Farumsagen

Afhandlingen redegør for, behandler og analyser den offentligretlige regulering i forhold til offentlige private partnerskaber i Danmark. I afhandlingens definition på offentlige private partnerskaber er der tre karakteristika der er helt særlige for offentlige private partnerskaber; privat finansiering, totaløkonomi og risikodeling. Ministeriet har i kommunestyrelsesloven1 §§ 41, 58 og 59 hjemmel til at fastsætte regler om kommunernes låntagning og lignende dispositioner, hvilket blandt andet omfatter leje- og leasingaftaler. Dette har ministeriet gjort med vedtagelse af lånebekendtgørelsen.2 Offentlige private partnerskaber bliver generelt i den offentlige forvaltning betragtet som lejeaftaler med den begrundelse, at der er hjemmel til dette i lånebekendtgørelsen. Denne opfattelse medfører, at OPP aftaler er omfattet af lånebekendtgørelsen § 3, stk. 1, nr. 6. Denne bestemmelse omfatter og regulerer kommunernes låntagning; ”indgåelse af aftaler, herunder leje- og leasingaftaler.” Dette betyder, at offentlige private partnerskaber er omfattet deponeringsreglen i lånebekendtgørelsen § 6. Deponeringsreglen medfører, at kommunen ved indgåelse af offentlige private partnerskaber skal deponere anlægssummen på en særskilt konto ved projektets start. Anlægssummen svarer til det beløb, som den private part ligeledes skal bruge på at bygge anlægget. Deponeringsreglen opleves af kommunerne, i henhold til en undersøgelse foretaget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som den største barriere i forhold til indgåelse af offentlige private partnerskaber.