En ny lov om jordforurening blev vedtaget af Folketinget i maj 1999 efter <p> længere tids foregående lovarbejde og diskussion. Jordforureningsloven <p> vedrører den type forurening, hvor et pludseligt udslip af f.eks kemiske <p> produkter eller olie fra en virksomhed eller en privatperson (private <p> olietanke) trænger ned i jorden og evt. truer grundvandet 1 . Indenfor de <p> nærmeste år skal loven evalueres og muligvis revideres; i denne forbindelse <p> kan det være hensigtsmæssigt at se loven i et økonomisk-teoretisk <p> perspektiv, hvilket man kun i begrænset omfang har gjort hidtil. <p> Diskussionen om loven har været ført af jurister, og i denne diskussion har <p> økonomiske synspunkter (naturligvis) ikke været særlig fremtrædende. <p> Måske er der for få økonomer der beskæftiger sig med den direkte, <p> administrative, regulering af miljøproblemer. Som økonomer er vi trænet til <p> at se med skepsis på den direkte regulering, der er kendetegnet ved, at en <p> statslig myndighed fastlægger, hvordan en virksomhed skal handle. I følge <p> de økonomiske læreboger i miljøøkonomi er afgifter et bedre instrument <p> end direkte regulering, først og fremmest fordi afgifter er et mere <p> decentralt instrument, der bedre tager højde for at myndighedernes <p> information om virksomheders forhold er begrænset. Denne skepsis overfor <p> den direkte regulering er efter min mening fuldt berettiget; grønne afgifterer for mange typer forurening klart det mest egnede instrument, som bør <p> anvendes mere end tilfældet er i dag. Men lærebøgerne overser, at der <p> findes situationer, hvor afgifter kommer til kort. Når en virksomhed enten <p> ved et uheld eller forsætligt slipper et giftigt stof ud på jorden, er det ikke <p> kun selve brugen af stoffet der behøver regulering, men også den måde <p> brugen foregår på (medmindre man med afgifter vil udfase brugen af stoffet <p> helt, hvilket ofte ikke er hensigtsmæssigt). En afgift kan naturligvis <p> mindske brugen og dermed udslippets størrelse, men det afgørende er at <p> forhindre udslippet, dvs. at give incitament til forsigtig omgang med de <p> giftige stoffer. Når udslippet er sket, er det afgørende at sikre, at der bliver <p> ryddet op, inden stofferne når ned til grundvandet, og her er afgifter heller <p> ikke det rigtige instrument. Her må erstatningsregler og/eller regler der <p> giver myndigheder beføjelse til at rydde op eller diktere oprydning til. Da <p> opstår en række spørgsmål: hvornår bør myndighederne have kompetence <p> til at diktere oprydning? Er det f.eks. nok at udslippet er fundet på en <p> grund der tilhører en given virksomhed eller skal det kunne påvises, at
