Faren for “global atomkrig er faldet, men risikoen for atomangreb er vokset”, erklærede præsident Obama i april 2009, da han præsenterede en ny amerikansk atompolitik, hvor den langsigtede målsætning er “en verden uden atomvåben”. Arbejdspapiret undersøger det trusselsbillede, som præsidenten lagde til grund for sin politik. Det centrale spørgsmål, som skal afklares, er: Har dette trusselsbillede gennem præsentation og indhold gavnet eller undergravet Obamas erklærede politik? Den største hindring for atomafrustning har gennem årtier været, at nogle regeringer vurderede, at atomvåben udgjorde et nødvendigt element i deres nationale sikkerhedspolitik. Succes for Obamas erklærede politik skal, hvis man tager hans politik for pålydende, bygge på en trusselsanalyse, der overbevisende påpeger, at fordelene ved atomvåben nu opvejes af farerne, og at våbnene derfor skal afskaffes. Arbejdspapirets konklusion er, at præsidenten og hans regering ikke har fremstillet og forelagt et trusselsbillede, som helt opfylder dette behov. Der er en logisk sammenhæng mellem en politik, som vil afskaffe atomvåben, og et trusselsbillede, hvor selve eksistensen af atomvåben udgør en alvorlig fare. Obama-regeringen har opdelt atomtruslen i tre hovedelementer: atomterrorisme, spredning og etablerede atomarsenaler. I en gennemgang af disse hovedelementer påpeges, at Obamas vurdering af dem ikke repræsenterer en solid konsensus. Ekspertisen på dette felt er fundamentalt splittet, idet opfattelserne strækker fra, at atomvåben ikke udgør et væsentligt problem, til alarm over akut fare. Obama-regeringen har selv kun i yderst begrænset omfang bidraget til afklaring med taler og detaljerede redegørelser. Det største problem med Obamas trusselsbillede er, at truslen fra atomterrorisme og spredning overskygger truslen fra de eksisterende arsenaler. Gennem denne prioritering leverer præsidenten ikke et tilstrækkeligt grundlag for en indsats mod truslen fra de eksisterende arsenaler – og det på trods af, at netop disse arsenaler er prioriteret højt i forbindelse med politiske initiativer. Obama er tilsyneladende fanget i et dilemma, idet han både vil opretholde et effektivt atomarsenal og bane vej for dets afskaffelse. Dette dilemma hæmmer en fremstilling af farer, som er knyttet til eksisterende arsenaler, altså også USA’s eget. Hvis man antager, at Obamas atompolitik primært skal blokere terroristers adgang til atomvåben samt stoppe spredning – i første række hindre Irans atombevæbning og fjerne Nordkoreas atomvåben – er der sammenhæng mellem trusselsbillede og politik. Hvis man derimod antager, at atomvåbens totale afskaffelse er en styrende målsætning for Obamas politik, er der ikke en direkte sammenhæng mellem trusselsbillede og politik. Det er således muligt, at Obama-regeringen bevidst har undladt udvikling af et trusselsbillede, som kan understøtte atomvåbens totale afskaffelse, fordi denne erklærede målsætning kun har marginal indflydelse på regeringens faktiske politik.
